Frederik 4.s hofskole for begyndere - med/uden våbenskjoldsværksted
Sted
Pris
Dato & TID
Hoffet på Frederik 4.s tid var stort og skulle varte både kongen, hans familie og gæster op. I undervisningsforløbet ”Frederik 4.s hofskole – for begyndere” er opgaven for børnene sammen med formidler at finde et nyt hof til kong Frederik 4. og Rosenborg Slot. Forløbets overordnede mål er at lære børnene at tage på tur og gå på museum. Børnene får yderligere et indblik i den historie, der har været med til at skabe det liv og samfund, som vi lever i i dag. Herigennem kan børnene på sigt opnå en forståelse af, at de selv er historieskabte og historieskabende.
Gennem fortællinger og aktiviteter afprøver børnene, om de har det, der skal til for at blive en del af Frederik 4.s kongelige hof. De hører om Frederiks 4.s oldefar Christian 4., der byggede slottet som sommerhus og gik i blodig krig mod svenskerne, hvor han mistede sit ene øje. Skjulte monogrammer og historier i lofterne skal desuden findes, og musik høres liggende på slottets fine gulve. I riddersalen prøver børnene at gå, bukke og neje korrekt, og ikke mindst så øver de sig på at blive en rigtig adelig. Vi oplever de dyrebare kongekroner, der bevogtes i skatkælderen dybt under Rosenborg Slot. Måske er børnene også så heldige, at de ligesom Frederik 4. får lov at skabe deres helt eget våbenskjold og dermed kan kalde sig adelige i Frederik 4.s hof.
Booking: For spørgsmål er du velkommen til at kontakte vores bookingafdeling på tlf. 33 18 60 55, telefonen er åben tirsdag til fredag kl. 10 til 12, eller på e-mail: booking@kosa.dk.
Forløbet er en del af Åben Dagtilbud og det er derfor muligt at tilmelde sig et af vores gratisforløb. Kontakt bookingen for nærmere information. Her bedes du oplyse følgende:
- Ønsket dato for forløbet (gerne flere datoer)
- Navn og postadresse på institution
- Pædagogens navn og mobiltelefonnummer
- Alder på børnegruppen
- Antal børn og voksne
- Hvis specialgruppe uddyb venligst, hvilke hensyn der skal tages.
Bemærk: I tilfælde af afbestilling mindre end 14 dage før tidspunktet for turens afvikling vil det fulde beløb blive opkrævet.